Besøg Avernakø
-
Ø-færgen
Ø-færgen sejler fra Faaborg til Lyø og Avernakø. Ombord på færgen er der toilet, øl- og sodavandsautomat, kaffeautomat, elevator samt gode siddepladser både inde og ud. Se Ø-færgens hjemmeside for mere information, sejlplan og booking.
-
Spisning
Avernakø Landhotel serverer morgenmad, frokost og aftensmad året rundt.
Avernakø Gårdbutik har flere frokostanretninger. Læs mere om dem på facebook under Avernakø Gårdbutik
Avernakø Havnecafé ligger lige ved færgelejet og serverer kaffe, is, frokost og aftensmad i juni, juli og til midt august.
Korshavn Gamle Røgeri. Det lille røgeri sælger i ny og næ røget fisk. Du kan læse mere om salget af fisk på Mara’s facebook eller køre forbi røgeriet, og se om flaget er ude.
ØLivet på Skallevej 1 har i ny og næ åbent. En gammel traktorgarage er blevet omdannet til et mikro mikro craftbeer-bryggeri og surdejsbageri. Her er der mulighed for at slukke tørsten samt købe lidt kaffe, en BMO eller dagens kage mm. Hvis portene er åbne - er der åbent. Ofte er det sidst på ugen, men det er lidt forskelligt fra uge til uge og årstid til årstid.
Avernakø Købmand har en velassorteret udvalg af mad og har åbent året rundt. I juli måned har købmanden en grillbar, hvor man både kan købe mad- og drikkevarer.
-
Overnatning
Avernakø Landhotel har åbent året rundt, og her bor alt fra lystfiskere til børnefamilier. På Landhotellet er der også spisning, flot natur og massere af kæledyr i haven.
Hos Avernakø Gårdbutiks Bed&Breakfast danner en gammel stald ramme for ferielejligheder, som emmer af dansk sommerhushygge. Ferielejligheden ligger i forbindelse med gårdbutikken og caféen i hjertet af Munke by, og fra lejligheden er der direkte udsigt til havet.
Skipperstedet ferielejlighed ligger naturskønt i øens vestlige ende. Her er plads til 4 overnattende gæster med mulighed for flere opredninger. Kontakt Annette og PerSille på tlf. +45 3196 2032
Naturstyrelsen har også et shelter på øen, som kan bookes via Naturstyrelsens hjemmeside. Ved shelteret er der et komposttoilet, mulighed for at tilkøbe brænde til bålet, samt en skralde- og pantspand. Der er en vandpost ca. 400m fra shelteret ved Avernakø Vandværket.
På airbnb har flere overnatningsudbydere registreret sine boliger og sommerhuse til udleje. Der er alt fra traditionelle sommerhuse med køkken og bad til intim skovglamping, idylliske bondegårde og meget mere.
På Avernakø Havn og ved Købmanden er der teltpladser. Hvis man ankommer med kajak, til fods eller på cykel, er der mulighed for at slå teltet op ved Revkrogen på en mindre primitiv overnatningsplads (for enden af Korshavn, hvor hovedvejen ender). Alle teltpladser har toiletter i nærheden, og på Avernakø Havn er der badefaciliteter, som koster 5 kr. (kun mønter).
Øens to forsamlingshuse har begge store sale, som kan anvendes til sovesale, hvis man er mange på tur, fx en lejrskole. Kontakt Avernakø Forsamlingshus og Korshavn Forsamlingshus for at høre nærmere.
-
Småbutikker
A Piece of Nature er en lille butik tilknyttet webshoppen af samme navn. Her deler butikkens ejere deres passion for eksotiske planter og dyr med salg af frø, planter, haveudstyr og meget mere. Om sommeren kan man også se deres imponerende samling af eksotiske planter i haven. Butikken er næsten altid åbent med høflig selvbetjening.
-
Cykelleje
Landhotellet udlejer cykler, som kan genkendes på en blå bagskærm. De står på Avernakø Havn ved det røde skur. De cykler, som ikke har en blå bagskærm, er øboernes private cykler. Der står også cykler placeret ved Landhotellet og Korshavn Bro. Cyklerne kan lejes året rundt og koster 50 kr. om dagen.
Kontakt Gitte på tlf. +45 2980 9986 for at høre nærmere.
-
Turen rundt på Avernakø
Avernakø er egentlig to øer - Avernakø og Korshavn - som er forbundet med en dæmning. Færgen anløber Avernakø Havn, som ligger på den vestlige del af øen. Herfra kan man cykle, vandre eller køre videre ud og opleve øen, som er aflang og ikke særlig bred. Der er 8 km fra den ene ende af øen til den anden. Man kan vandre hele øen rundt langs stranden, og ellers er der gode asfalt- og grusstier til at cykle på. Avernakø er en del af Geopark det Sydfynske Øhav.
-
Avernakø Havn
Avernakø Havn er øens største med cirka 90 bådepladser. Ø-færgen ankommer ved færgelejet og er derfor også øens knudepunkt med liv og trafik. Selve lystbådehavnen er dog trukket tilbage, så her er både plads og ro til legende børn og kig ind over Svanninge Bakker på Fyn. I juni, juli og august er Avernakø Havnecafe åben, hvor der serveres lækre måltider og drikkelse, som er mere fine-dining end en typisk havnegrill. På havnen er der også et mega-skakspil, petanquebane og en lille scene til musikarrangementer.
OBS. Avernakø Havn blev hårdt ramt af Stormfloden i efteråret 2023 til trods for det er der stadig plads til cirka 40 gæstesejlere på midterbroen, som er intakt.
For priser, information, bådstørrelser, dybdeforhold, vandstand mv. se havnens hjemmeside.
Kontakt Havne fogeden på tlf. +45 60 53 29 70
-
Korshavn Bro
Korshavn Bro er en lille, hyggelig havn, som oprindeligt var hjemhavn for Korshavns fiskere. I dag fungerer den udelukkende som lystbådehavn. Havnen ligger på den nordøstlige del af Avernakø, hvor det er let at komme rundt til den øvrige del af øen på gåben eller cykel. Vandstanden er cirka 2 meter inde i havnen, men med større både og skonnerter er det muligt at ligge til uden på læmolen. Havnen har cirka 30 pladser og er placeret i et fredeligt, helt enestående og naturskønt område. Der findes toiletter og vand oppe ved forsamlingshuset, og der er el på broen. For at bruge bad, skal man til Avernakø Havn, hvor der er fine faciliteter.
Der kan betales kontant eller med mobilepay. Kontanter lægges i en kuvert ved det hvide fiskerhus. Udfyld kuverten med bådnavn, dato og pladsnummer. Havnefogeden er på havnen hver dag og svarer gerne på spørgsmål om øen.
-
Avernakø Arkiv og Museum
Du kan få et indblik i øboernes liv i gamle dage ved at besøge Arkiv og Museum på Skallevej 3.
Her er fortællinger fra da øen havde to aktive skoler og to aktive mejerier. I dag er der stadig to aktive forsamlingshuse og to lystbådehavne. Og om hvordan øboerne kom over Drejet før det blev til vej i 1937.
I arkivet har vi billeder, film, lydoptagelser, stamtavler, oplysninger om personer og ejendomme og meget andet.
I museet er der mange forskellige genstande og tøj f.eks. folkedragter, stenalderfund, skolepult, kirkeorgel og fiskeredskaber.
Kommer du fra færgen, drejer du til højre ad Skallevej. Kort efter majtræet ligger Arkiv og Museum på venstre hånd.
Vi har ingen faste åbningstider. I skolernes ferie har vi ofte åbent.
Kontakt Helle på tlf. +45 2327 2712 eller e-mail: lokalhistorisk@avernak.dk for at høre nærmere.
Se også Avernakø Arkiv og Museums hjemmeside
-
Friluftsliv
Avernakø byder på mange spændende friluftslivsoplevelser. Her er natur, hvor end du kigger hen, og et rigt dyreliv. Her er gode vandremuligheder ad markerede vandreruter samt små snoede veje til en cykeltur. Det omkringliggende hav er ideelt til havkajak, sejlads, dykning, badning, SUP mm.
-
Fugletårn
Fugletårnet på Avernakø er smukt placeret på øens vestlige ende. Herfra er der god udsigt ud over den store strandsø, Hovedsøen. På strandengen og ved søen ses der fra april til juli flere ynglende fuglepar, såsom stor regnspove, vibe, klyde, rødben og adskillige svømmeænder og gravanden. På søens vandspejl er der ofte store flokke med bramgæs, svaner, terner, ænder og skarve, som tager et hvil og finder føde.
Området langs stranden er fredet i yngelperioden fra d. 1/3 – 15/7.
-
Kram Krabben og Find Haletudsen!
Børnefamilier får her muligheden for en masse sjove og lærerige oplevelser i naturen og ved vandet. Konceptet er udarbejdet af Naturstyrelsen og faciliteret og formidlet af Landhotellet. Som familie kan I låne grej til at undersøge livet i havet og vandhullerne. Konceptet har fokus på aktiviteter, der engagerer hele kroppen og indbyder til leg og læring for både børn og voksne.
God rejse ud i naturens verden!
-
Lystfiskeri
Det Sydfynske Øhav er et eldorado for lystfiskere. Avernakøs kyster byder på alle former for fiskeri, og uanset vindretning kan du altid finde fiskbare strækninger. Her har du stort set fiskepladserne for dig selv og en fantastisk stilhed.
-
Sportsplads
Avernakø Sportsplads ligger centralt placeret overfor Købmanden. Her finder du fodboldbane, multibane med mulighed for at spille hockey, basketball, tennis mm. samt udendørs fitnessredskaber. OBS. Medbring selv idrætsredskaber og slå dig løs.
-
Toiletter
Der er offentlige toiletter på Avernakø Havn, ved Købmanden, Kirken, Korshavn Forsamlingshus samt komposttoiletter ved madpakkehuset/shelterpladsen på Skallevej og på teltpladsen ved Revkrogen for enden af Korshavn.
-
Avernax Festival
Avernax Festival er for alle, der forstår at feste og hygge sig med ansvar og respekt for sig selv og sine omgivelser. Festivalen er grundlagt på et kærlighedsforhold til Avernakø og ø-livets fortræffeligheder. Derfor afholdes Avernax på øens præmisser - i symbiose og harmoni mellem naturen, lokalsamfundet og festivalgæster. Avernax bruger som udgangspunkt kun lokaltproducerede fødevarer, og øens erhvervsdrivende er så vidt muligt hovedleverandører til festivalen. Overskuddet går til det lokale foreningsliv, og alle øboere deltager gratis på festivalen. Vi glæder os til at møde dig på Avernax.
-
Stjerneklar nattehimmel
På Avernakø kan du opleve den stjerneklare nattehimmel vise sig fra sin mest imponerende side. Her er du langt væk fra byernes lysforurening, og du kan opleve stjernerne skinne helt skarpt. Besøg øen i vinterhalvåret og oplev nattemørket, som giver de optimale forhold til at studere stjerner, stjerneskud og stjernebilleder på himlen.
-
Havets børn - lydfortællinger
Nu har Øhavets historie fået stemmer. Hør børn og voksne fortælle om, hvordan det var at være ø-barn i Det sydfynske Øhav – lige fra stenalderen til moderne tid. Du kan høre historierne ved at scanne en QR-kode på Ø-færgen, ved færgehavnen i Faaborg og på Avernakø samt ved Avernakø Arkiv og Museum.