Avernakøs historie

Et kort rids af øen, der dukkede frem af Det Sydfynske Øhav for 15.000 år siden. De historiske beretninger er skrevet af Avernakøs sognepræst 1966-77 Frits Raven - eller bygger på hans lokalhistoriske forskning.

​Avernakø er en årsunge i forhold til vor klode. Jorden blev skabt for 4,5 milliarder år siden i et inferno af ild. Avernakø brød frem af isen for blot 15.000 år siden. Øen opstod af aflejringer, som gletsjeren fra den sidste istid efterlod på vej ned over det skandinaviske højfjeld. Tre stendysser og store fund af stenalderredskaber vidner om, at øen var beboet for ca. 5000 år siden.

I 1973 blev der i Munke gjort et interessant fund af en romersk mønt med et portræt af den romerske kejser Aurelian (270-275 e.Kr.). Arkæologerne ser i fundet beviset på, at Fyn og øerne i Det Sydfynske Øhav i den sidste del af dansk jernalder (500 f.Kr. - 800 e.Kr.) lå centralt på hoved-handelsvejen fra Romerriget til norden - med deraf følgende kulturpåvirkning.

Avernakø: (oprindeligt Ar-nache) Ar=ørn, nache=nakke/sted: "Hvor ørnen bor". Avernakø var fra ca. 950-1080 affolket på grund af Vendernes røvertogter på Danmarks sydlige kyster.

​Avernakø omtales første gang i 1232. Det er i Valdermars Jordebog, hvor øerne i Det Sydfynske Øhav, alle er nævnt i forbindelse med en opgørelse, "Ø-listen" over kongens (Valdemar den 2.Sejr) besiddelser. Avernakø omtales her under navnet "Wæstræ Draghø h.d". De to øer med et drej. Drejø og Avernakø blev meget naturligt kaldt henholdsvis "Østræ Draghø" (Drejø) og "Wæstræ Draghø" (Avernakø). "h.d." efter "Wæstræ Draghø" betyder, at der findes hjorte og dådyr. En "forbrugeroplysning" for kongen, når han var i området og ville på jagt.

​Først i 1473 optræder navnet "Arnacke", der i 1687 blev til "Auernacheroe", for i 1890erne at blive ændret fra Auernakø til det nuværende Avernakø. Udtalen med u - Auernakø er dog bibeholdt i dagens talesprog.

Korshavn - øen på den anden side af drejet - omtales første gang i 1473, skrives: "Korsshaffn". Det står i en liste over de kongelige pantsætninger, som opbevares i Rigsarkivet.

​Der er gjort store og rige fund på Avernakøs 1167 tønder land jord. Flinteredskaber - dolke og økser - fra stenalderen findes i mange hjem. Men det rigeste fund gjorde fæstebonden Hans Lauritsen den 16. april 1685 på en mark i Munke. Under forårspløjningen frilagde træploven en metalgenstand. Det var guld. Seks guldskåle på ca. 65 gram hver. Det var offerskåle, som forfædrene brugte ved deres religiøse ceremonier. Fem af de seks guldskåle er på Nationalmuseet; den 6. blev i 1812 foræret til en fransk gesandt - som Avernakøs bidrag til Danmarks skæbnesvangre alliance med Napoleon.

​Majtræet er det, der mere end noget andet, er karakteristisk for Avernakø. Der har været tre. Korshavn havde også sit majtræ - i hvert fald indtil 1834, da en storbrand lagde en række gårde i ruiner. Men traditionen føres videre i Avernak by og i Munke, hvor majtræet kranses med bøgegrene og forårsblomster hver Pinselørdag. Majtræet i Avernak står, som det eneste majtræ i Danmark, i en stendysse. En af stenene, "ægget", der vejer 83 kg. er genstand for manddomsprøven. Løft den, og du er en rigtig Karl.

Hvornår majtræet kom til Avernakø fortaber sig i historien. Majtræet er et fruftbarhedssymbol fra hedensk tid - en bøn til guderne om, at få en god høst på marken. Majtræet fungerer i dag som øens officielle flagstang. Hvervet som oldermand går på skift mellem byens gårdsmænd, der er samlet i oldermandslauget. Det er også oldermandens opgave at opbevare byhornet. Byhornet i Munke er ældst med den tidligste indgravering 1787. For nylig kom endnu en et byhorn fra Munke frem i lyset.Det menes at være noget yngre. Byhornet i Avernak er fra begyndelsen af 1800-tallet.

Avernakø Kirke har indskrevet sig i historiebogen som den første, der blev givet tilladelse til at bygge efter reformationen i 1536. Indtil da var øboerne henvist til at tage over vandet til Skt.. Nikolai Kirke i Faaborg, hvoraf kun klokketårnet - Faaborgs vartegn står tilbage. (Danmarks første reformationskirke & Kirkestrejken på Avernakø)

Kirken gennemgik i 1876 en gennemgribende restaurering. I 1913 overgik kirken fra Hvidkilde til Avernakø menighed. To malmstager på alteret er de ældste genstande, der stod i den oprindelige trækirke. Maleriet på altertavlen er en kopi af Tizians "Skattens Mønt".

Avernakø var indtil 1937 to øer, dog forbundet ved et ca. 700 meter langt drej mellem Avernak og Korshavn. Mange mennesker har igennem årene lidt druknedøden, når de ville forcere Drejet i stormvejr.

Under den økonomiske krise i 1930erne blev der, som led i beskæftigelsesarbejdet, bevilget penge til anlæg af en dæmning mellem de to øer. Pris: 76.000 kr., hvoraf Avernakø betalte 25 pct.

Mindestenen - med indskriften: Ved fælles virke blev Drej til Vej - Markerer begivenheden i 1937, da de to øer, Avernakø og Korshavn blev til én.

Indtil 1918 var der to skibssætninger ved Drejet på Korshavnssiden. Men de var ikke blevet fredet af Nationalmuseet, og stenene blev blandt andet brugt til sikring af Drejet. I 1981 blev skibssætningen, der kaldes Høje Stene, udgravet, og der blev afdækket en grav fra omkring år 1000.

Landbruget har, siden de første jægere kom til øen, været det altdominerende hovederhverv. Der er i dag flere landbrugsbedrifter på øen, som har kvæg, får og dyrker afgrøder.

Fiskeriet har gennem tiderne været det andet store hovederhverv på øen, men den sidste fisker oplagde åleruserne i 1998. Øen har forsat en rig fauna med fasaner og harer, men måske er øen mest berømt for sin klokkefrø. Om foråret høres dens dung-dung i øens moser og gadekær.

Bomærker: Anvendtes på Avernakø fra ca. år 1500.Bomærke er et tegn, i reglen sammensat af lige linier i enkle kombinationer og med forbogstaverne på ejeren. I starten var det et "personnummer", kun gældende for én person, senere blev bomærket for en hel slægt eller gård. Med bomærket "underskrev" man tingsvidner på birketinget. Bomærket gik af mode i 1700-tallet, da det blev fint at sætte sin egenhændige underskrift på et dokument. Brugte man bomærke i slutningen af 1700-tallet, stemplede man sig selv som analfabet.

Tider skifter og skikke med dem.